På billedet her ser du Bimse. Som du kan se er han en elsket bamse. Han er min bamse og jeg sov med ham da jeg var barn. Han fik senere selskab af Bumse. Men min rigtige bamse var altid Bimse.
Hvis man snuser bestemte steder på Bimse kan man stadig ane den duft af ny bamse som får mig til at blive nostalgisk.
Men der er en ting ved Bimse som han deler med alt andet jeg oplever: Det er mig der skaber ham. Han findes ikke. Han er ikke en han. Bare noget stof med noget skumgummi indeni. Men selvom Bimse så skulle være et menneske, har jeg ikke andet at forstå ham med end mig selv og mine egne tanker.
Jeg kommer til at tænke på en gang, hvor jeg var til foredrag med en forfatter. Hun skriver krimier og jeg elsker at læse dem. Og den dag fortalte hun at i en af sine krimier beskriver hun (ikke i detaljer, hun skriver hyggekrimier) at en mand sparkede en gammel labrador ihjel med sine Doc Martens-støvler. Og lige den scen fik hun så mange vrede breve fra sine fans om. De var kede af det og rasende vrede, fordi det var synd for hunden. Men det var ikke synd for hunden. Der var ingen hund. Der var heller ingen mand med Doc Martens. Der var bare en bog. Jeg hunsker at jeg tænkte at de sure fans var dumme idioter, for det var jo bare en bog.
Men jeg havde glemt noget. Jeg havde glemt at vi bruger vores tanker til at gøre bøger og film interessante, for hvis ikke vi tror på dem, dur det ikke. Så er en bog jo bare ord. Og så havde jeg glemt, hvordan jeg en dag gik i et lyskryds i Slagelse med en lydbog i ørerne. Det var en anden krimi. En krimi, hvor hovedpersonen har en hund der hedder Møffe. Jeg har altid været irriteret over at forfatteren gav hovedpersonen Møffe. Jeg syntes at alt med Møffe var irriterende. Men denn dag. Denne dag i Slagelse, var Møffe syg og skulle måske dø.
Så der. Midt i et lyskryds i fucking Slagelse, begyndte jeg at græde. Med tårer og det hele. Men Møffe findes ikke. Møffe skal ikke dø.
Jeg kom til at tænke på alt dette den anden dag, hvor jeg fik besøg af en studerende på mit kontor. Hun er ved at skrive speciale og skulle have vejledning. Og hun var tydeligt nervøs. Hun var nervøs for at skulle snakke med med. Men den Lektor Pedersen hun frygtede, var ikke den Karsten hun mødte (er jeg glad for at sige, for Lektor Pedersen lyder ikke rar). Så da hun gik, var hun glad og ikke nervøs.
Jeg var hendes Bimse og hendes Møffe. Den Lektor Pedersen, hun frygtede, findes ikke. Men måske snakker min studerende med ham lige nu og tænker slet ikke på at Lektor Pedersen er en fiktion. Som Møffe. Og som Bimse.