Hvorfor græder du, når du ser film eller læser en bog?
Hvorfor tør du ikke se gysere? Hvorfor er du bange for spøgelser, når du ikke tror på at de findes?
Det er fordi dine tanker præsenterer det hele på samme måde: Som virkeligt!
Vi tror på bogen, filmen, spøgelset lige nu, for vores tanker viser os at det er sandt. Også når det ikke er der. Jeg hørte engang en forfatter fortælle at hun fik mange vrede beskeder fra sine læsere, fordi hun slog en hund ihjel i en af sine bøger. Men hun slog jo ikke en hund ihjel. Der var aldrig en hund. Bare ord på en side. Bare en illusion om en hund.
Ligesom diskussionen om hvorvidt James Bond skal spilles af en kvinde. Vi glemmer en vigtig ting: James Bond er ikke en mand. James Bond er ikke et menneske. James Bond er det rene opspind. James Bond er en fantasi!
Hvad nu hvis?
Hvad nu hvis det virkelig var en hund? Men det var der ikke!
Hvad nu hvis du blev overfaldet af en haj? Men det gjorde du ikke!
Hvad nu hvis der var et spøgelse? Men det var der ikke!
Hvad nu hvis en romanfigur var virkelig? Men det var den ikke!
Det hele er bare noget nogen har fundet på. Og den nogen er dig. Den nogen er dine tanker.
Og det er helt nødvendigt at du finder på det eller går med til at tro på at bogen eller filmen er virkelig. Ellers var det jo kedeligt. Tænk dig bare at se Harry Potter og ikke tro på at man kan trylle. Det ville være kedeligt. Hele tiden, mens vi ser filmen eller læser bogen, er det virkeligt. Også selvom det ikke er det.
Det er det, vores tanker kan.
Læn dig tilbage, sluk lyset i stuen, skru op for lyden! Nu begynder tankefilmen. Men tag det ikke alt for alvorligt. Det er bare en film.
Det gælder alle dine tanker!
Alle!