Forestil dig at du står lige ved jernbanesporet og kikker på et godstog, der passerer langsomt forbi. Du kikker ikke på noget særligt, ser bare de forskellige vognes uklare silhuetter som toget taktfast dundrer forbi. Du ser ikke den blå vogn eller den røde vogn. Du ser ikke enkelte vogne, bare en tåge akkompagneret af hjulenes larm mod skinnerne.
Forestil dig nu at du ser på den sorte vogn. Den vogn der indeholder alt det onde og forfærdelige som du kan forestille dig. Du følger den med øjnene. Hele vejen. Fra vestre mod højre eller omvendt. Du ser ikke andet end den sorte vogn. Der er ikke andet end den. Den er i fokus.
Eller kik på den smukke røde postvogn, der bare indeholder søde kærlighedsbreve fra dig til dig. Alt det du elsker ved dig selv. En hel vogn fyldt med kærlighed til dig selv.
Uanset hvordan du ser på godstoget, kører det. Alle vognene kommer forbi dig. Om du fokuserer eller ej. Og de kommer lige meget frem. Det er ikke sådan at den du kikker på, kommer mere frem end de andre. Sådan fungerer tog ikke. Men når du kikker på den sorte vogn, opdager du ikke at den røde også kører forbi. Du ser den ikke. Men den er der.
Det er sådan tanker fungerer. Dem du fokuserer på, er dem du ser.
Der er ingen tvivl om at hvis du kunne vælge, ville du vælge at kikke på den vogn, der giver dig mest kærlighed, men sandheden er at du ikke ved hvad der er i den smukke røde vogn eller i den sorte, truende vogn. Der er kun dine gæt på hvad der er i, men hvis du tror der er noget dejligt, får du det dejligt, hvis du tror der er noget slemt, får du det slemt. Uden at det ændrer hvad der er i. Det er hele tiden det samme.
Det er det samme med bjerget af containere herover. Vi ved ikke hvad der er i dem. Og uanset hvad vi gætter på der er i den grønne container, er der det samme i. Det er sådan det er med mennesker vi møder. De kan virke på en bestemt måde på os, men vi ved ikke hvad de faktisk tænker om os og om verden. Vi ved ikke engang om de tænker noget om os.